Jeg stiller op, fordi vi skal investere i dem, der skal bære Danmark videre. For mig handler det særligt om børn, unge og de fællesskaber, der former vores samfund.
Fremtidens Danmark starter med børnene – Ikke med systemerne
Her er 3 områder jeg brænder særligt meget for:
En stærkere folkeskole
Folkeskolen er fundamentet for vores samfund. Det er her, fremtiden formes – ikke kun fagligt, men menneskeligt.
Alt for mange lærere bruger i dag tid på dokumentation og systemkrav frem for undervisning. Samtidig oplever mange børn uro i klasselokalet og manglende støtte, når de har brug for det.
Jeg kæmper for en to-lærer-ordning, fordi flere voksne i klasselokalet giver mere ro, bedre læring og tidligere hjælp til de børn, der har brug for det.
Samtidig deler jeg Moderaternes ambition om at frisætte folkeskolen. Skolerne skal have frihed til at skabe de rammer, hvor både elever og medarbejdere trives bedst – uden unødigt bureaukrati.
Hvis vi vil have et stærkt Danmark om 20 år, starter det i klasselokalet i dag.
Flere veje til at lykkes som ung
Jeg har selv for nylig været en del af ungdomsuddannelsessystemet og ved, hvor presset og uoverskueligt det kan føles.
Alt for ofte taler vi om unge, som om de er et problem, der skal løses – i stedet for mennesker, der skal have muligheder.
Ikke alle unge passer ind i én model. Derfor skal vi skabe mere fleksible uddannelsesveje, styrke de erhvervs- og praksisrettede tilbud og sikre bedre overgange mellem folkeskole og ungdomsuddannelse.
Flere unge skal lykkes – ikke sorteres fra.
Vi skal turde spørge: Passer systemet til de unge? Eller forventer vi, at de unge skal passe ind i systemet?
Kultur og fællesskab i hele landet
Kultur er ikke kun store begivenheder og nationale sejre. Kultur er de små lokale fællesskaber, der skaber sammenhæng i hverdagen.
Jeg har været frivillig, så længe jeg kan huske, og jeg ved, hvor meget foreningslivet betyder – særligt uden for de største byer.
Alt for ofte drukner frivillige i regler og administration. Det skal være nemmere at engagere sig og drive forening.
Derfor vil jeg arbejde for mindre bureaukrati og mere frihed til lokale fællesskaber.
Fællesskab er ikke pynt. Det er fundament.